ET STREJF AF FORTID. ET HJEM TIL NUET.
Der er noget særligt over de klassiske Østerbro-lejligheder, og her i Faksegade 22, 1. tv. får du alt det, vi elsker ved dem, kombineret med alt det, vi drømmer om i dag.
Lejligheden er totalrenoveret med omtanke for hver eneste detalje. Det smukke sildebensparket binder rummene sammen, badeværelset står knivskarpt med rainshower, og det store, lyse køkkenalrum samler hjemmet i ét naturligt centrum – perfekt til både hverdage og langsomme weekender.
De 101 kvm er fordelt på to gode værelser og en stue med den helt rigtige stemning – sådan en man ikke helt kan forklare, men mærker, når man træder ind. Her er klassisk sjæl og moderne funktionalitet i sjælden balance.
Altanprojektet er allerede sat i gang og venter nu på kommunens endelige godkendelse. Udgangen bliver enten fra køkkenet eller det ene værelse, så du kan få den luksus at åbne døren direkte ud til frisk luft, morgensol og Østerbro-stemning i fuld flor.
Kort sagt: Faksegade 22, 1. tv. er en klassisk Østerbro-lejlighed, der har taget springet ind i nutiden uden at miste sin sjæl undervejs.